Udstilling med verdensrekordbilen Mercedes-Benz 300 GD "Otto"
Rekord til evig tid: 215 lande på 26 år – maraton: Problemfri kørsel næsten 900.000 kilometer, heraf en tredjedel på uasfalterede veje.
Daimler AG har en vandreudstilling med en bil, der selv har set det meste af verden. Hans navn: "Otto". Kilometertællervisning: næsten 900.000 kilometer. Mærke: Mercedes-Benz. Med på turen: Bokse og kasser fra ZARGES.
Det er et utroligt eventyr: Gunther Holtorf har kørt sin Mercedes 300 GD gennem alle farbare lande på jorden. I 26 år kørte han rundt i den blå G-model, som hans nu afdøde kone Christine gav navnet "Otto". Holtorf-parret boede i hele perioden i deres "Otto" og kunne således køre til steder langt fra civilisationen: I de fjerneste hjørner af Afrika, tværs over savanner og ørkener, helt ind til Congos uigennemtrængelige jungle, ind i isolerede stater som Nordkorea, Myanmar og Bhutan, hen over 5000 m høje pas i Andesbjergene, på Mount Everest eller på Karakoum-Highway.
Aldrig før har en bil kørt i alle farbare lande på jorden: "Otto" har besøgt 215 stater, regioner og territorier. I begyndelsen af oktober 2014 blev hans rejse officielt afsluttet med et besøg ved Brandenburger Tor i Berlin. Men inden han får et nyt hjem på Mercedes-museet i Stuttgart, er han i forbindelse med sin helt egen vandreudstilling endnu en gang på tur gennem Europa i ca. to år. Hans sidste store rejse.
Udstillingen
På udstillingen kommer "Otto" til at stå, præcis som hvis Gunther Holtorf lige havde gjort ham klar til en overnatning: Med opredt seng og åbent køkken bagerst. Den nu 77-årige mand optimerede løbende sin bil gennem alle årene. Hvert eneste lille opbevaringsrum blev udnyttet, og specialfremstillede lommer, kroge og bånd sikrede lasten, selv på de mest ujævne veje og stier. Holtorf ville have et køretøj, som gjorde ham fuldstændigt uafhængig. Han deltog selv i udformningen af udstilllingen, og han har stillet mange af de originale udstillingsgenstande til rådighed.
Foruden "Otto" står der også en åben standardcontainer på udstillingen. I den kan besøgende slå sig ved lejrbålet i midten og lytte til den begavede fortæller Holtorf, der fortæller om sine eventyr i en video. Følgende kan også ses: Fotos af nogle af jordens smukkeste landskaber, som den talentfulde fotograf Holtorf tog på rejsen, samt en landkort med hele rejseruten.
Eventyret
Valget af containeren som udstillingsgenstand er i øvrigt ikke noget tilfælde: 41 gange transporterede Holtorf-parret deres "Otto" fra kontinent til kontinent i sådan en boks. Allerede i forbindelse med deres køb af rejsekøretøj var de opmærksomme på, at det passede ind i en typisk 20-fods container. Alt andet ville have været alt for dyrt. Det var en af grundene til, at valget i 1988 faldt på den kantede G-model, som giver optimal brugbar plads – f.eks. plads til en seng, der er næsten to meter lang og halvanden meter bred.
De to globetrottere blev i øvrigt aldrig ladt i stikken af "Otto", som gennemførte de næsten 900.000 kilometer uden større tekniske problemer. Hvis noget alligevel gik i stykker, kunne Gunther Holtorf selv reparere det ved hjælp af det medbragte værktøj og de ca. 400 reservedele. Mange af dem blev transporteret på taget i flere Zarges-bokse. På udstillingen anvendes de karakteristiske aluminiumskasser til at præsentere udstillingsgenstande fra forskellige etaper af rejsen: Lige fra typisk rejseproviant over et udvalg af eksotiske nummerplader, som "Otto" skulle bære i mange lande, til de mange reservedele.
Verdensrekorden
Guinness rekordbog undersøger i øjeblikket Holtorf-parrets præstation og spørgsmålet om, hvorvidt "Otto" kan tildeles den officielle verdensrekord som den bil, der har besøgt flest lande i verden. Det må forventes at være en rekord til evig tid, for ud over enkelte østater som f.eks. Maldiverne og Nauru, hvor der stort set ikke er nogen veje, blev kursen sat mod alle lande og regioner. Holtorf-parret var dog nødt til at udelade Somalia, Chad og Sydsudan: På intet tidspunkt i løbet af de 26 år kunne man forestille sig en bare nogenlunde sikker ind- og udrejse.
"Otto" passerede 413 grænseovergange uden for Europa i løbet af årene. I gennemsnit måtte han vente en halv dag ved grænsebommen, for i mange lande forventer man ikke indrejse med bil. I Cuba kunne de kun komme ind efter invitation fra Raoul Castro, og i Nordkorea fik de tilladelse af diktator Kim Jong Il. Gunther Holtorf er glad for, at det lykkedes ham at gennemføre hele rejsen. Dermed overholdt han det løfte, som han gav sin hustru Christine, der døde af kræft i 2010: At køre videre, til hele verden er berejst.
Verdenskortet
Ved de sværeste grænseovergange, men også i mange andre situationer, fik Holtorf-parret hjælp af et hjemmelavet dokument: "Verdenskortet", et stort kort med tryk på begge sider, som dokumenterede rejsen. Det blev lavet i mange versioner, for det skulle hele tiden opdateres med de nytilkomne lande. Ofte var det rigt illustrerede kort vigtigere for at kunne rejse videre end parrets pas og bilens registreringsattest mv. Ved hjælp af kortet kunne Holtorf-parret inddrage mange kontrollører og vrantne bureaukrater i deres projekt. Mange lod først offroaderen med sin uforgængelige 88 HK 5-cylindrede rækkemotor passere, efter at Gunther Holtorf havde overrakt dem et eksemplar.
Holtorf fortæller mange af den slags historier i de næsten 200 video-interviews om de forskellige lande på rejsen. Man kan afspille disse videoer på en interaktiv skærm på udstillingen. Man kan også se dem på internettet på www.ottosreise.de eller på engelsk på www.ottosjourney.com. Udstillingens gæster kan få et eksemplar af verdenskortet i sin nyeste form med hjem som souvenir.